Det er længe siden - igen! Men jeg ved ikke lige, hvor jeg skal gå hen nu. Nu har ministerien jo svaret - eller måske mest svaret udenom. Men der er jo en slags svar. Og systemet bliver opgivet fra min side af. Kan ikke overskue at være kastebold, at blive mødt med skuldertræk og ligegyldighed (sådan er det selvfølgelig ikke alt fra - menneskerne i systemet er jo generelt velvillige). Om tre måneder er jeg uddannet journalist og har lidt bedre muligheder for betale psykolog selv. Og det vil jeg gøre.
Men elendigheden er ikke glemt. Den glemmer jeg ikke. I næste måned holder Elsebeth Gerner-Nielsen og jeg et møde om bogen. Og når jeg er færdig med eksamensrædet, går vi i krig. Og så skal de glemte eksistensers historier fortælles ....!

Besvarelse af spørgsmål nr. 155 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund-hedsministeren den 29. november 2005

Spørgsmål 155:
"Ministeren bedes kommentere vedlagte kronik fra Politiken den 16. november 2005 "henvendelse fra farezonen".

Svar:
I kronikken i Politiken fortæller Nadia Louise Kristensen sin personlige historie om sit møde med det psykiatriske behandlingssystem. Jeg er helt enig med forfatteren i, at der skal være psykiatriske behandlingstilbud af høj kvalitet til patienter med alle former for psykiske lidelser. Som beretningen i Politiken viser, kan en psykisk lidelse af den type, som kronikøren lider af, forringe livskvaliteten ganske betydeligt, for nogle endda være invaliderende.

For regeringen består opgaven i at skabe de overordnede rammer, så man lokalt kan etablere de tilbud om behandling af psykiske lidelser, der er behov for. Ansvaret for den konkrete tilrettelæggelse og varetagelse af behandlingen af psykisk syge ligger hos amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Man kan af kronikken i Politiken få indtryk af, at man fra politisk hold er enige om, at der skal spares på ressourcerne til behandling af personer med psykiske lidelser. Sådan forholder det sig ikke. Tværtimod. Forbedring af behandlingen af psykiske lidelser er et højt prioriteret område for regeringen. For perioden 2003-2006 er der som led i satspuljeaftalen afsat 1 mia. kr. til sindslidende. Heraf er de 600 mio. kr. afsat til forbedringer på sundhedsområdet. De 400 mio. kr. anvendes til forbedring af de sociale støtteforanstaltninger for sindslidende. Et af de prioriterede områder i aftalen er behandlingen af de såkaldte ikke-psykotiske lidelser, herunder f.eks. en styrkelse af indsatsen i forhold til depression.

Regeringen og satspuljepartierne aftalte i november 2004 at anvende yderligere 200 mio. kr. over 4 år til en øget indsats i børne- og ungdomspsykiatrien og herudover 30 mio. kr. årligt til en forbedret behandling af spiseforstyrrelser.

Regeringen har besluttet at forlænge psykiatriaftalen, således at den styrkede indsats kan videreføres i 2007 - 2010. Jeg er i den forbindelse åben for en drøftelse af en yderligere styrkelse af indsatsen i forhold til de ikke-psykotiske lidelser.

Forfatteren beretter i kronikken om forholdet til sin far i hendes tidlige barndom og fortæller blandt andet, at hun blev udsat for seksuelle overgreb. Indsatsen mod seksuelt misbrug af børn og indsatsen for voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, har også en meget høj prioritet for regeringen. Den 1. april 2005 blev der således indført nye regler, der indebærer, at personer, der inden de fyldte 18 år har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb, efter lægehenvisning kan få psykologbistand med sygesikringstilskud.

Man kan af kronikken få indtryk af, at psykisk syge selv skal betale for behandling hos f.eks. en psykiater. Dette er ikke korrekt. Personer, som lider af egentlig psykisk sygdom, kan således søge behandling gennem egen læge og evt. i det psykiatriske behandlingssystem. I sundhedsvæsenet er der således mulighed for efter lægehenvisning at blive behandlet vederlagsfrit af privatpraktiserende psykiatere, og af psykiatere og psykologer ansat i det psykiatriske sygehusvæsen og i distriktspsykiatrien.


---------------------------

MIN KOMMENTAR TIL SVARET:

Skal jeg grine eller græde eller blot føle, at han ikke har læst min kronik særlig grundigt! Han bruger svaret på at anfægte min oplevelse af systemet.
Jeg er skam godt klar over de tiltag, der er blevet taget. Jeg anser mig trods alt for at være en af resourcestærke i systemet - på den måde, at jeg evner at søge meget information.

Men hele systemet taler ikke sammen - så selvom det er blevet gratis for incestofre at få tilbudt behandling - så ved lægen det ikke. Jeg ved det nu ... efter lang tids research. Men det ændrer ikke på de der ikke har været udsat for incest - og som må leve meget meget lange ventetider...

Siden 1. april sidste år var jeg både i kontakt med min egen læge, lokalpsykiatrien i valby og psykiatrisk afdeling på Hvidovre. Der var ingen der nævnte noget om, at jeg som incestramt kunne få psykologhjælp med tilskud.

Derudover skriver ministeren - at jeg skriver, at man selv skal betale psykiateren. Nej - det skal man principielt ikke - da man kan få en henvisning fra sin læge. Men hvis man er dårlig og ikke KAN vente i op tilk seks måneder - kan man blive nødt til at betale selv.

Ministerien forholder sig ikke til min kronik, og at systemet tydeligvis er amputeret. Han bruger lejligheden til at fortælle om de tiltag, der er blevet taget. Han glemmer bare alle de sengepladser, der er blevet skåret væk, og at systemet er så amputeret - at hvis det skal kunne fungere som et sikkerhedsnetværk og reelt også et sted, hvor folk bliver behandlet - så de får det bedre - så skal der tilføres langt flere penge!

Et skuffende svar ...!



 

Dansk Folkeparti var hurtig til at svare. Og de ved tilsyneladende heller ikke, hvad der er sket, men de ser på sagen ...!

Da jeg i november sendte min kronik fra Politiken til samtlige folktetingsmedlemmer, kom der en håndfuld svar. Blandt andet fra DF, der ville stille ministeren et spørgsmål på baggrund af min kronik. Jeg fik denne email fra Birthe Skaarup:

Det viser sig at Politiet oftere og oftere må tvangsindlægge psykisk syge, der er kommet i uføre. Jyllandsposten har bragt en artikel om sagen.
Og en læge skyder skylden på, at den ambulante behandling er utilstrækkelig. Det er jo ingen overraskelse for os, der har været i kontakt med det psykiatriske system eller blot har forsøgt at få hjælp, når man bliver ramt af angst og depression. Systemet - lægerne, psykologerne mv. er overlæsset med arbejde. Det betyder i sidste ende at brugerne får en rigtig dårlig behandling - eller slet ingen. Og derfor også har færre chancer for at få det bedre og blive en ressource set med samfundets øjne ...!
Det er indlysende og alligevel er det jo ikke. For der bliver stadig skåret sengepladser i psykiatrien og i det hele taget sparet, hvor der spares kan (ifølge politikerne kan der spares).

Varmestuer i Vestjylland bliver oversvømmet af psykisk syge. Frede Budolfsen fra Tarm, formand for Landsforeningen SIND, siger til DR, at det hænger sammen med, at man som psykisk syg bliver udskrevet til ingenting
-  Man må klare sig selv. Hvis man kan overskue at komme på varmestuen, så er det godt - og kan man ikke, så kan man egentlig gå i hundene, siger han.

Det jo ganske logisk, at når sengepladserne bliver skåret ned i det psykiatriske system, så ender de psykisk syge et andet sted. Der forsvinder jo ikke bare fordi man vender ryggen til dem og ignorer dem.

 

Da jeg her i løbet af vinteren skulle trappe ud af medicin (antidepressiver) - skulle jeg i første omgang vente næsten seks uger på at få en tid hos en læge i lokalpsykiatrien. Min egen læge meldte pas - da han mente, min sag var så speciel. Og et eller andet sted, synes jeg, det var flot, at han erkendte sine egne begrænsninger som læge. Men lægen i lokalpsykiatrien har så siden blot sendt mig recepter. Vi har ikke haft nogen samtaler om eventuelle bivirkninger ved at trappe ud. I 16 dage havde jeg kronisk kvalme og hovedpine og var svimmel. Jeg havde det som om, jeg havde tømmermænd og influenza på en gang. Da jeg så smed pillerne helt - fik jeg feber (det var mens, jeg var på skiferie) og siden har været svimmel og utilpas.
Jeg har så siden læst mig til, at mange andre også har fået de bivirkninger, når de trapper ud af Efexor. Og at mange læger derfor vælger at give dem f.eks. fontex i nedtrapningsperioden (det er længere tid om at komme ud af kroppen).
Det er ikke godt nok, at lægen ikke har fortalt mig om de voldsomme bivirkninger - og at man rent faktisk kan gøre noget ved det.
Men det er selvfølgelig udtryk for travlhed i systemet, at han ikke har haft tid til at se mig. Udtryk for mangel på ressourcer ....

Elsebeth Gerner-Nielsen har haft snøren ude. Og der er faktisk et forlag - der er MEGET interesseret i vores bogprojekt. Hvad det helt konkret betyder - er jo ikke til at sige. Men det lyder da lovende.
Bogprojektet kommer til at stå lidt stille her i foråret - fordi jeg skal have afsluttet min uddannelse som journalist. Men når jeg har fået eksamensbeviset i hånden, regner jeg med, at det skal rykke lidt mere ...!

Så hurra for det!

For en rum tid siden blev der holdt møde på borgen - hvor der blev debateret, hvad man skal gøre med de mange psykisk syge på kontanthjælp. Og ikke mindst den gruppe - der er under 25 år og dermed får mindre kontanthjælp. Det kan jo synes en kende, at man som psykisk syg under 25 år - får mindre penge end dem over 25 år. Da man satte de unge på nedsat kontanthjælp - handlede det selvfølgelig om, at man gerne vil sparke dem til at få et job. Men hvis man er så syg psykisk, at man ikke kan passe et job, bliver man jo ikke mere arbejdsdygtig af at være under 25 år. Men regeringen vil tilsyneladende nu gøre noget ved sagen. Hvad det helt konkret indebærer vides ikke endnu ... Politiken bragte i dag en artikel om sagen.

Her kommer så et lille stykke af mit eget liv - der viser, hvor absurd systemet hænger sammen. Jeg skrev jo for noget tids siden en kronik bl.a. fordi jeg skulle vente over en måned på en samtale med en læge om nedtrapning af medicin. Og siden har jeg fået sendt recepter med posten. Ingen samtaler om, hvordan det evt. kan påvirke mig - hvad jeg skal være opmærksom på mv. Det er næsten tre måneder siden - og lige nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke ved om medicinen virkede eller om det er andre omstændigheder, der gør, at jeg har det skidt. Og med en ventetid på over en måned på en læge, der er kvalificeret, så kan der nå at ske temmelig meget ...!

Jeg prøver lige igen. Jeg er en projekt-mager. Jeg sætter projekter i gang - gerne den store af slagsen og nogle gange bliver de ikke gjort færdige af den simple årsag at graden af mit engagement ændrer sig - enten fordi jeg mister interessen, eller fordi jeg bliver stresset. Denne gang er det lidt begge dele. Jeg orker ikke at råbe politikerne op lige nu! Og jeg vil jo ofte gerne det hele. Men det kan jeg ikke - fordi jeg er menneske, og fordi jeg indimellem bliver nødt til at smelte ned og vende blikket indad for ikke at gå helt i stykker ...!

Bogprojektet går stille og roligt fremad - vi er gået i gang med research.
 D. 8. februar skal Elsebeth Gerner-Nilsen, og jeg holder møde med Preben Brandt fra Projekt Udenfor. Han skal nok kunne tilføje nogle interessante vinkler.

Da jeg i november skrev en kronik til folketingets politikere og til Lars Løkke som opfølgning på en kronik til sidstnævnte året før, tænke jeg, at jeg her i januar skulle følge på. For Lars Løkke har ikke gidet svare på min kronik - og regeringspartierne er totalt tavse. Det var meningen, at jeg her i januar ville sende breve til dem med kronikken igen. Altså blive ved. Men helt ærligt - så orker jeg det ikke. Desværre. Jeg håber, jeg senere får overskud til det, men lige nu er der andre store og vigtige projekter, som skal op at køre. Bl.a. en bog om psykisk syge. Og til sommer er jeg færdiguddannet journalist. Jeg er også i gang med at oprette en virksomhed sammen med to medstuderende, som skal være køreklar, når vi fået vores eksamenbeviser i orden. Med alle de projekter - kan jeg ikke overskue "systemmuren" lige nu.
Så en tiltrængt pause herfra ...

Jeg modtog denne email fra en kvinde, der har læst min kronik (jeg har dog fjernet hendes navn og andre ting, der gør hende genkendelig ...)

Min historie er, at jeg har en søn (min eneste) på 23 år, der i oktober/november 2003 gik ned med en meget svær psykose og siden har været ude og inde af den intensive lukkede psykiatriske afdeling.

Jeg har kæmpet og stadig kæmper for en værdig tilværelse for min søn. Men jeg føler - efter mere end 2 års "kamp" - at jeg er oppe imod et system, som har opgivet at hjælpe overhovedet og hvor selv psykiatrien har meldt pas og mit store spørgsmål er derfor - hvad gør min søn og jeg så nu?

Uden at blinke tør jeg vove den påstand, at systemet i den grad har svigtet. Jeg får hele tiden stukket ud, at man skal tænke på min søns menneskerettigheder - hvilke menneskerettigheder, når han til tider er så psykotisk, at han ikke er i stand til at tage vare på sig selv - er der ikke snarere tale om omsorgssvigt?

Slutteligt vil jeg takke dig mange gange, da du har bevist, at det åbenbart kan betale sig at råbe op - den dag jeg ikke længere orker at bekæmpe systemet i det stille, ja så går jeg offentlig og mængden af korrespondance i min søns sag er ikke lille. Lars Lykke Rasmussen har også hørt fra mig og jeg må indrømme, at svaret på min henvendelse var lala.


Mange venlige hilsener og endnu en gang tak for dit gå-på-mod.

Bogen som Elsebeth Gerner-Nielsen og jeg arbejder på kommer til at handle om at være psykisk syg i dagens Danmark. Ideen er at lave en række interviews med personer, der er psykisk syge. Vi vil tilbringe et døgn med hver interviewperson - og tale med dem om deres forhold til andre, mad, dem selv osv osv.

Derfor leder vi stadig efter mennesker, der i et eller andet omgang er psykisk syge - defineret i bred forstand. Det er også mennesker, der midlertidigt syge f.eks. har anoreksi, bulimi, er deprimerede osv.

Jeg har fornyligt lavet en web-feature om det at miste et barn sammen med to medstuderende. Den kan du ser her. Selvom det er et andet format, kan du / I  få en fornemmelse af, hvordan jeg arbejder.

Er gået lidt i dvale ovenpå nogle hektiske måneder. Livet har været voldsomt og fantastisk. Det er som om, jeg har fundet fodfæste i mit indre kaos. Lige nu ser jeg livet i øjnene og omfavner det. Om det er derfor, at tingene synes at lykkes for mig, ved jeg ikke ... men mon ikke det hænger sammen ...?

Lige nu tager jeg tilløb til at følge op på kronikken (fra Politiken i november) - sende breve ud til de politikere, der aldrig svarede. Og så skal Elsebeth Gerner-Nielsen og jeg i gang med bogen. Vi skal i første omgang have lavet en synopsis, som vi kan sende til et forlag. Dvs. beskrive vores ide, målgruppe mv.

Så lige om lidt bliver tempoet skruet op igen. Og livet. Det kan bare vente sig. Lige nu er jeg ihvertfald ikke bange for det!